Løb 

Træningen er som udgangspunkt for alle. Og det er målsætningen, at alle skal kunne deltage uanset løbeniveau. Det er dog ikke altid muligt at alle løber samlet under opvarmningen. Det vurderes på dagen hvor stor spredningen i niveauet er.
De generelle målsætninger for træningen, eksempelvis at det skal være sjovt, men samtidig er vigtigt at du forbedrer dig, gælder også for løb.
Vi træner året rundt uanset vejret. Dog undtaget de dage hvor myndighederne fraråder udkørsel.

 

Niveauer
I klubben har vi alt fra super motionister til begyndere. Træningen tilrettelægges (jævnfør målsætningen) så alle uanset niveau kan få udbytte af træningen og forbedre sig.
Som udgangspunkt løber træneren bagerst og sikrer ingen bliver væk under opvarmningen.
Såfremt nogen vil løbe hurtigere end gruppen skal man selv kende vejen. Opvarmningsrunden vil blive forklaret inden trænings start. I denne kan indgå forskellige opsamlingspunkter.
Hvis der er 2 trænere (eller et erfarent klubmedlem) deler vi op i 2 grupper, dem som løber hurtigere end 6 min/km i opvarmningen, og dem der løber langsommere.
Vi henstiller til let overbærenhed fra de hurtigste løbere under opvarmningen, således at vi holder os sammen i 1-2 grupper.
På intervallerne er løbet frit. Der løbes på en runde, eller en ud/hjem rute, som enten er forklaret eller gennemløbet fælles. Det anbefales at du følger trænerens anvisninger for intensiteten under intervallerne eller varighedsløbet. Særligt for din egen skyld, således at du ikke træner for hårdt for ofte, og dermed risikerer overtræning eller skader.
Så brug dit krudt under intervallerne, og hyg dig med dine klubkammerater under opvarmningen og afjog.

Regler for løb med Vendsyssel Triatlon
I trafikken opfører vi os ordentligt, og vi overholder færdselsreglerne. Derudover er det god stil at give tegn, eks. gøre opmærksom på kantsten eller modløbere. Vi opfordrer til at du har reflekser og/eller lygter på, når det er mørkt. På stadion løbes der mod uret, og de 2 inderste baner er forbeholdt dem, der løber. Forsøg at løbe på en linje når der er mange på stadion, så bagfra kommende løbere nemt kan komme forbi. Når du er færdige med dine intervaller træk da ud mod yderbanerne og hold din pause her.
I øvrigt gælder: Vær klar før træningsstart og undlad at snakke når træneren snakker.